'>
Tag

trøje

Browsing

Hæklet trøje med smuk struktur

hæklet trøje med smuk struktur

Denne trøje er helt sikkert allerede min favorittrøje. Den er så blød og behagelig at have på, og er har et virkeligt klædeligt snit, som jeg er helt vild med.

Mønsteret, som trøjen er hæklet i, er super enkelt og ligner næsten strik, strukturen også mere jævn ligesom strik, og har ikke mange huller, som mange andre hæklesting. Samtidigt er det ikke et tungt mønster, og sluger derfor ikke voldsomt meget garn. Det er dog vigtigt for letheden og blødheden at hæklefastheden holdes. Trøjen er hæklet løst på en 5.5 og 5 mm. hæklenål. Det er muligt at du skal gå flere nålstørrelser op, for at ramme hæklefastheden.

Opskriften egner sig fint til nybegyndere, da den er helt enkel og nem at gå til. Der hækles blot 4 firkantede stykker, som syes sammen til sidst, meget nemmere kan det vist ikke blive 🙂

Størrelsen på denne trøje er en Medium / 38. Men du kan nemt justere størrelsen, ved at slå et højere maskeantal op end angivet i opskriften.

Mål:

Fuld Længde: 67 cm.

Bredde: 51,5 cm.

Ærmer: 51 cm.

Materialer:

15 nøgler Drops Merino Extra Fine

Hæklenål 5.5 mm.

Hæklenål 5 mm.

Wonderclips

Maskemarkører

Stoppenål

Saks

Hæklefasthed:

13 masker og 13 rækker = 10 x 10 cm.

Forkortelser:

Lm = Luftmasker

Fm = Fastmasker

Stgm = Stangmasker

Km = Kædemasker

Opskrift:

  1.  Start med bagstykket og slå 70 Lm løst op med 5.5 mm. hæklenål.  Lav 1 ekstra Lm til at løfte læste række.
  2. Fm i nr. 2 m. fra nålen, Stgm i næste m. Fortsæt med 1 Fm i næste m og 1 Stgm i næste m. hele rækken hen.
  3. Lm og vend arbejdet. Gentag på samme måde, som forrige række. Du skal have en Fm i Stgm fra forrige runde, og 1 Stgm i Fm fra forrige runde.
  4. Gentag punkt 3 til arbejdet måler ca. 52 cm.
  5. Du skal nu lave en fin ribkant på din trøje. Brug metoden ,som er vist i nedstående video. Du skal lave en række fastmasker på forsiden hele rækken hen, og kædemasker på bagsiden hele rækken.
  6. Hækl i alt 12 rækker på denne måde. Luk af til sidst.
  7. Du skal nu hækle forstykket, som hækles på nøjagtigt samme måde, som bagstykket.
  8. Når bagstykke og forstykke er færdigt, er du klar til at hækle ærmerne. Slå 42 m. løst op på 5.5 mm. hæklenål.
  9. Lav 1 ekstra Lm til at løfte læste række. Fm i nr. 2 m. fra nålen, Stgm i næste m. Fortsæt med 1 Fm i næste m og 1 Stgm i næste m. hele rækken hen.
  10. Gentag forrrige runde til dit arbejde måler ca. 48 cm.
  11. Lav nu ribkanten på dit ærme på følgende måde: Lav 9 Lm ud fra kanten af ærmet. Fm i anden m fra nålen. Fm de næste 7 m. Fastgør ribben til ærmekanten med 1 km ned i de 2 næste masker i ærmekanten.
  12. Vend arbejdet. Km i alle masker i ribben, som vist i instruktionsvideo. Lm og vend. Fm hele rækken, fastgør igen ribben til ærmekanten, på samme måde som forrige række.
  13. Gentag til ribkanten er fastgjort i alle 42 masker.
  14. Lav andet ærme på nøjagtigt samme måde. Luk af til sidst.
  15. Du skal nu montere de fire stykker sammen med maddrasting. Læg forstykke og bagstykke ret mod ret, og sy skuldersømmene sammen. Sy i alt 20 masker sammen i hver side. Hæft godt af til slut.
  16. Fold hele det sammensyede stykke ud på et bordet med bagsiden opad, og placer ærmerne præcist med midten mod skuldersømmen. Træk forsigtig i ærmerne, så de breder sig helt ud i bredden. Fastgør dem og sy dem fast.
  17. Sy til sidst din trøje sammen i siderne, samt under ærmerne ud i et.
  18. Din trøje er nu samlet og monteret, og du skal nu lave en fin ribkant i bunden. Denne laves på samme måde som ved uskæringen, her hæklet blot hele hejen rundt i kanten. Løft hver række med en Lm og vend ved hver række. Saml med en km ved hver  række.

Jeg håber at du har fået mod på at hækle din helt egen bløde trøje. Det vil glæde mig meget, at se hvad du kan få ud af min opskrift. Skriv gerne hvis du har spørgsmål eller kommentater. 🙂

Blogindlægget indeholder affilierede links.

Retstrikket trøje i blød bomuld

Jeg elsker bare efterårets gyldne nuancer, og den lavtstående sol der kaster et smukt gyldent skær henover landskabet og forgylder alt. Derfor blev jeg også ellevild, da jeg fandt garnet til denne retstrikket trøje, som er en utrolig smuk gylden nuance fra Scheepjes, kaldet Ginger Gold. Tilmed er garnet virkelig dejligt blødt og lækkert og passer perfekt til en retstrikket trøje i blød bomuld

Mønsteret er en helt enkel loose fit retstrikket trøje, som i sin enkelhed, fremstår både moderne, klassisk og stilfuld. Og så er den bare super behagelig at have på.

Jeg kan bare mærke at den her bliver jeg rigtig glad for 🙂

Størrelse:

Denne opskrift giver en størrelse Medium 38, men størrelsen kan nemt  justeres ved at tilføje flere eller færre masker.

Færdige mål:

Længde 59 cm.

Bredde 50 cm.

Ærmelængde 48 cm.

Materialer:

12 nøgler Scheepjes Cahlista Farve 383 Ginger Gold

1 rundpind 4,5 mm.

Wonder clips

Stoppenål

Saks

Opskrift:

  1. Start med rygstykket og slå 90 masker op på rundpinden
  2. Strik 12 rækker rib, med én ret og én vrang frem og tilbage på pinden.
  3. Strik 160 rækker ret frem og tilbage. Eller til stykket måler ca. 56 cm.
  4. Strik de næste 23 masker i næste række. Luk af de næste 46 masker. Der skal forblive 22 masker tilbage på pinden.
  5. Strik de sidste 22 masker i rækken.
  6. Vend arbejdet og strik de første 22 masker i rækken.
  7. Vend og lav en indtagning på første maske. Strik rækken hen.
  8. Vend og strik næste række fra siden ind til halsudskæring.
  9. Vend og lav igen en indtagning ved halsudskæring.
  10. Gentag forrige punkter, så du i alt har lavet 3 indtagninger ved halsudskæring.
  11. Strik den sidste række på almindelig vis og luk af til sidst.
  12. Fastgør nu garnet i den anden side. Begynd i siden. Gentag herefter punkt 7,8 og 9. strik den sidste række og luk af til slut. Vær opmærksom på, at du nu skal strikke vrang, for at maskerne vender rigtigt.
  13. Du skal nu lave forstykket. Gentag punkt 1 og punkt 2
  14. Strik 142 rækker ret, frem og tilbage. Eller til hele arbejdet måler ca. 50 cm.
  15. Strik de næste 25 masker i næste række. Luk af de næste 42 masker. Der skal forblive 24 masker tilbage på pinden.
  16. Strik de sidste 24 masker i rækken.
  17. Vend arbejdet og strik de første 24 masker i rækken
  18. Vend og lav en indtagning på første maske. Strik rækken hen.
  19. Vend og strik næste række fra siden ind til halsudskæring.
  20. Vend og lav igen en indtagning ved halsudskæring.
  21. Gentag forrige punkter, så du i alt har lavet 4 indtagninger ved halsudskæring.
  22. Strik den sidste række på almindelig vis og luk af til sidst.
  23. Fastgør nu garnet i den anden side. Begynd i siden. Gentag herefter punkt 18, 19 og 20. strik den sidste række og luk af til slut. Vær opmærksom på at du nu skal strikke vrang, for at maskerne vender rigtigt.
  24. Du skal nu strikke Ærmerne. Slå 46 masker op på pinden og strik 12 rækker rib.
  25. Strik 12 rækker ret, og lav en udtagning i hver side ved næste række.
  26. Fortsæt med at lave en udtagning i hver side på hver 13´ pind i alt 10 gange til du har i alt 130 rækker. og hele ærmet måler ca. 49 cm. Lav det andet ærme på samme måde.
  27. Læg forstykke og bagstykke fladt ned med skuldersømmene imod hinanden, sy disse sammen med madrassting.
  28. Læg nu hvert ærme med midten præcist ved skuldersømmen. fastgør evt. med wonderclips . Sy ærmerne fast med madrassting.
  29. Sy alle ender ind og sy til sidst siderne sammen, samt ærmer.
  30. Du skal nu lave ribkant til halsudskæring. Slå 130 masker op på pinden. Strik 8 rækker rib én ret én vrang. Sy den sammen i enderne så der dannes en ring.
  31. Sy nu ribkanten fast på halsudskæringen. Kom godt ned i hver enkelt maske med nålen, så du får en pæn kant. Hæft af til slut.

 

Tillykke du er nu færdig med den lækreste bløde Retstrikket trøje.

Dette blogindlæg indeholder affilerede links.

 

 

Enkel forårstrøje med raglanærmer

Jeg elsker farver, og forårets friskhed kalder på farver som i dette skønne bløde garn, der hedder Scheepjes Cahlistsa. Farven jeg har brugt hedder 212 Sage Green. Men garnet fåes i 99 uimodståelige farver, så jeg er allerede igang med trøje nummer to og har købt ind til nummer tre. Jeg har valgt at lave en helt enkel forårstrøje med raglanærmer, som jeg kunne lave på lidt mere end en uge. Det lykkedes og jeg er super glad for resultatet.

Denne opskrift giver en størrelse 38/Medium. Den fulde længde på trøjen er 59 cm. Hvis du skal bruge en størrelse større vil jeg anbefale, at du tager én af dine yndlings trøjer i den rette størrelse, og måler efter hvor stor den skal være, tilføj nogle udtagninger ved ærmerne, til størrelsen passer.

Forårstrøje med raglanærmer, strikkes oppefra og ned.

Du skal bruge:

10 nøgler Scheepjes Cahlistsa, farve 212 Sage Green

1 rundpind 4,5 mm. 60 cm.

Stoppenål

Saks.

Opskrift på forårstrøje med raglanærmer:

  1. Slå 82 msker op på rundpinden.
  2. Strik rundt på rundpinden, ud i et med ribstrik 8. runder.
  3. Forsæt i glatstrik, og strik 14 masker.
  4. Lav nu en udtagning på hver side af maske nr. 15, som vist her Sådan laver man udtagninger i glatstrik
  5. Du har nu lavet 2 udtagninger, og skal fortsætte med at strikke 10 masker (ærme). Gentag punkt 4 og strik 29 masker (forside). Gentag punkt 4 igen og strik igen 10 masker (andet ærme). Gentag punkt 4 igen og strik de sidste 15 masker i runden.
  6. Strik den næste runde på almindelig vis, uden at lave nogen udtagninger.
  7. Gentag punkt 4, 5 og 6 til du har strikket 52 runder og har lavet i alt 26 udtagninger.
  8. Sæt nu ærmegabene på en hjælpesnor, ved at forsigtigt at løfte maskerne over på snoren med en stoppenål. Bind en dobbeltknude, så de ikke løber nogen vegne. Strik videre til næste ærmegab og gentag proceduren.
  9. Fortsæt med at strikke ud i ét, så forside og bagside strikkes sammen.
  10. Fortsæt i glatstrik runde for runde til arbejdet måler 30 cm. fra armhulen og ned.
  11. Fortsæt herefter i ribstrik,de næste 16 runder eller til ribben måler ca. 7 cm.
  12. Luk af.
  13. Løft nu maskerne fra det ene ærmegab over på din rundpind igen, og strik glatstrik frem of tilbage, én side ret og én side vrang. Alternativt kan du bruge strømpepinde og strikke ærmerne ud i ét.
  14. På række 10 skal du lave en indtagning i hver side, ved at strikke 2 masker sammen.
  15. Fortsæt på denne måde i alt 8 gange, så du har 80 rækker og 8 indtagninger i hver side af ærmet.
  16. Strik 10 rækker glatstrik mere og forsæt i ribstrik de næste 12 rækker.
  17. Luk af og fortsæt på samme måde med det andet ærme.
  18. split ca. 60 cm af garnet i to stråde og sy ærmerne sammen på vrangsiden.
  19. Sy alle enderne ind.

Dette blogindlæg indeholder affilerede links.